Ja tiden går hurtigt her, alt for hurtigt. Men fremad…for et år siden, var vi i et helvede. Oliver ville ingenting, droppede alt sport, vennebesøg, han ville kun være sig selv. Mikael og jeg “kæmpede” med lærerne og ledelsen på skolen, men uden hjælp derfra. De påstod at der ikke var nogle problemer på deres skole. Oliver havde ikke nogle problemer i skolen påstod de, selv om vi flere gange prøvede at fortælle dem at Oliver ikke ville “sladre” om problemer, nej han tog dem hellere med hjem, for han havde (har stadig ikke) ingen tiltro til hverken lærerne eller pædagogerne. Efteråret var også slemt, vi kæmpede med Oliver om at lave lektier, men det endte altid ud med et rasserianfald. Jeg har flere gange givet mig selv skylden for alt dette der har hent Oliver, har jeg været en dårlig mor? eller har jeg ikke nok tid med ham? eller er det noget helt tredje? Oliver siger at det ikke er det, men at det er en tidligere skolekammerat der er årsagen. Det ved jeg jo godt, men nogle gange kan jeg godt tænke på det, som var det min skyld.
Da skolen ikke ville hjælpe, måtte vi jo gå til vores egen læge for at få en henvisning til en børnepsykolog, men nu er det jo så sådan, hvis man vil gå den vej, så skal man lige forbi PPR i kommunen og der jo rigtig laaaaaaaang ventetid, så vi måtte ringe flere gange til PPR for at hører hvad vi skulle gører i forskellige situationer. I december blev det så slemt at Oliver begyndte at tale om at skærer i sig selv, så alle knive måtte glemmes væk. Vi ringer atter til PPR (på dette tidspunkt var der 2-3 måneder til vi skulle have et møde med PPR) og heldigt for os, er PPRs pc-system gået ned og de vil meget gerne have at jeg kommer med Oliver med det sammen. Herefter går det hurtigt, Oliver får lavet nogle test og det viser sig at der er nogle ting der skinder igennem. Den 21. december skal vi til en samtale med Psykologen og hun har lavet en henvisning til Børnepsykiatrisk afd på Hillerød syghus. Hun fortæller os at der er meget laaaaaang ventetid op til et års ventetid. Så vi må være tålmodige. I uge 2 bliver jeg ringet op af en sygeplejeske fra børnepsyk, som fortæller at de er meget vil have Oliver i behandling hurtigst muligt og at han skal starte dernede i starten af februar. Her har Oliver gået en gang om ugen og skolen er blevet så medgørlig at vi kan få lov til alt muligt når vi be´r om det. Nu venter vi bare på nogle svar, da Oliver har lavet en masse test dernede. Det er meget muligt at Oliver har Aspager, men pyt, vi har jo levet med hans særheder i snart 9 år. Oliver selv, kan også mærke at han har fået det bedre og han er lige startet til fodbold igen, så det begynder at blive som i “gamle dage. Men der skal jo ske nogle ændringer, men det kommer i små “bider”, så det kommer til at passe i Olivers tempo.
Ja det var en lang smører, undskyld 
0 kommentarer:
Send en kommentar